Kampen om pladserne – Udtagelsesprocessen er i fuld gang til det kommende FCH U13 hold

Af Dennis Hynnecke

 

Tiden står ikke stille i FCH Talent, selvom vi netop har passeret årsskiftet, hvor både længden på dagene og vejret bare bærer sit tydelige præg af at vi er januar måned.

FCH Talent er nemlig i fuld gang med en udtagelsesproces, hvor man skal finde stammen af de spillere, der skal udgøre det kommende FCH U13 hold, der skal starte op efter sommerferien.

 

FCH U13 er den yngste årgang i FCH Talent-universet, så det er en helt ny spillertrup på 16 markspillere og to målmænd, der skal sluses ind.

FCH Talent har tre talentcentre for U10 til U12, hvor de unge drenge deltager i en ugentlig træning, samtidig med at de træner og spiller kampe for deres moderklub eller samarbejdsklub.

Det gør at drengene allerede kender til trænere og ledere fra FCH Talent og de samtidig allerede er vant til at træne tre-fire gange om ugen.

De ved godt hvad det her kræver.

Der er i alt halvtreds U12-drenge knyttet til de tre talentcentre, der placeret i hhv. Fredensborg, Hillerød, samt Helsingør og det er altså her fra stammen for det kommende FCH U13 hold kommer fra.

Et hold, der potentielt set også kan blive suppleret med spillere, der er scoutet i andre klubber, der ikke er samarbejdsklub med FC Helsingør.

 

FC Helsingør samarbejder med 18 klubber rundt om i Nordsjælland, de fire af dem har dog ikke nogen ungdomsafdeling. Senest er Vejby-Tisvildeleje Fodbold kommet til.

 

FC Helsingør samarbejder med 18 klubber rundt om i Nordsjælland, de fire af dem har dog ikke nogen ungdomsafdeling. Senest er Vejby-Tisvildeleje Fodbold kommet til.

 

Otte spillere blev allerede udtaget ved årsskiftet

René Lybek Hansen er T+ træner og ansvarlig for de tre talentcentre. Det er bl.a. ham drengene kender fra de ugentlige træninger og det var også ham, der sammen med den kommende FCH U13-træner Kasper Jensen allerede omkring Nytår kunne overbringe den gode nyhed til otte af drengene om at de er blevet udtaget.

Udtagelsen foregår i tæt dialog med FCH-trænerteamet på talentcentrene, samtidig med man også har en dialog med lokale trænere fra de respektive moderklubber.

De unge drenge deltager i talenttræningen igennem hele processen og kommer også til udviklingssamtaler. Intet er overladt til tilfældighederne.

Selve udtagelsen foregår ved at spiller og forældre bliver inviteret til møde, så man kan roligt forestille sig at det er nogen spændte drenge, der komme ind på kontoret for at få besked. En spænding der i denne omgang blev afløst af stor glæde.

I hvert fald for de fleste for der var faktisk en enkelt spiller, der fik tilbuddet om udtagelse, men som betakkede sig. Han vil også gerne have tid til andre ting og det må man i den grad have respekt for.

 

De otte spillere kommer alle fra moderklubber og her må man sige at Espergærde IF virkelig har været leveringsdygtige i det både Frederik Stagehøj, Elliot Blomgreen, Arthur Oxholm, Kalle Jessen og Benjamin Lerkenfeldt kommer fra Espergærde IF.

Det gør Volkan Effe Kayan også, der dog har spillet det meste af sin barndom i Helsingør IF.

Mads Eskelund Jacobsen og Mingus Mengers kommer begge fra Frem Hellebæk.

 

Glade og stolte spillere

Det er nogen glade og stolte drenge, der allerede nu er blevet udtaget, men de ved også at den står på hårdt arbejde nu. Arthur Oxholm fra Espergærde IF har spillet fodbold i fem år.

– Ja, jeg blev rigtig glad og fortalte det til hele min familie, fortæller han til Gjallarhornet.

Mingus Mengers har spillet de seneste ni måneder i Frem Hellebæk, men ellers har haft hele sin fodboldopvækst i Hornbæk IF. Han ved godt det kræver han klør på nu.

Hvordan var følelsen lige da du fik beskeden om at du er blevet udtaget til FCH U13?

– Jeg blev rigtig glad, men det skaber selvfølgelig også et pres på den gode måde for nu skal man virkelig til at klø på.

Hvad har det betydet at du har kunne træne med en gang om ugen på FCH Talentcenter, mens du også har passet træning og kamp i Frem Hellebæk?

– Det har gjort meget, jeg føler jeg har udviklet mig rigtig meget som fodboldspiller. Hver gang jeg har været der (til træning, red) har jeg lært noget og gået et step op, også mentalt.

Hvad betyder det for dig at fodbold fylder så meget?

– Jeg har altid kunne lide at spille fodbold. Det er hele mit liv, jeg spiller fodbold i frikvarteret. Fodbold er bare noget jeg kan lide, men jeg synes også det skal adskilles fra familie, som jeg også skal være sammen med.

– Men fodbold, jeg elsker bare at spille!

– Selvfølgelig er det hårdt nogen gange, men når man først er til træning, så bliver det super fedt fortæller han til Gjallarhornet.

 

Fase 2 og fase 3

Udtagelsen er opdelt i tre faser, hvoraf altså første fase var ved Nytårstid.

Næste udtagelsesfase bliver i starten af februar og derfor var der indkaldt til kamp i lørdags ude mod HIK i Hellerup.

Det er nu det gælder om at vise hvad man kan.

Udtagelsesholdet var ikke det eneste FCH Talent-hold, der havde taget turen til HIK for at spille kamp. Faktisk hele tre årgange skulle spille mod HIK.

Det betød bl.a. at FCH U15-truppen kom og overværede 5-10 minutter af den kamp, som de yngste og håbefulde drenge var i gang med. En flot gestus af U15, der kom for at vise flaget. FCH U13 vandt i øvrigt 5-3, mens FCH U14 vandt 2-1 og FCH U15 vandt 4-3 over HIK´s ditto.

Helt så godt gik det ikke for Udtagelsestruppen, der i sagens natur spillede mod HIK´s U12 drenge og tabte hele 8-1. Om det store nederlag for konsekvenser får nogen af spillerne vil måske vise sig i starten af februar, hvor der igen er udtagelse.

Den tredje og sidste udtagelsesfase er i slutningen af april, hvor den samlede trup gerne skal være på plads og som bliver præsenteret i forbindelse med divisionsholdets sidste kamp på Helsingør Stadion i sæsonen og dermed også den absolut sidste kamp på Nordre Strandvej.

Når den nye sæson indledes efter sommerferien vil både divisionsholdet og samtlige FCH Talent-hold træne og spille på kampe på det nye stadion på Gl. Hellebækvej.

Gjallarhornet skal nok følge med og ønsker alle drengene det bedste.

Cementen 2021. Alle rettigheder forbeholdt.

Cementens nyhedsbrev

Få artikler og fanpodcast i din indbakke