Foto: Claus Birch
Af Dennis Hynnecke
Klubmanden Anders Holst runder syv år i FC Helsingør til foråret. Her giver han en status på holdet, fortæller om det helt nye fuldtidssetup og hans syn på den kommende forårssæson.
I har været i gang med opstartstræning i et par uger nu. Hvordan er energien lige nu på holdet?
– Den er fed, synes jeg. Den er fornyet.
– Vi har haft en god lang pause på tre-fire uger, også er vi kommet tilbage til sådan et rigtigt fuldtidssetup, hvor tingene bare spiller og der er kommet en fysisk træner til, som har fuldstændig styr på hvad han laver.
– Vi træner meget mere og træner mere specifikt qua der er mere tid til det. Det giver noget tid til at gå i detaljerne, som er noget vi slet ikke har prøvet før. Lige nu er det selvfølgelig ikke så detaljeorienteret. Lige nu ligger det på den fysiske del og fokus på spillestil, som vi praktisere.
– Energien er super fed, den har fået et rigtig frisk pust fordi vi er begyndt at træne på de rigtige tidspunkter.
– Normalt har det været sådan at det har været mørkt, når vi er kommet til træning og når vi kørte hjem, i opstartsfasen her om vinteren, så nu får vi langt mere ud af dagen, også personligt.
– Nu står vi op på arbejde om morgenen ligesom alle andre mennesker og jeg kan se min familie om eftermiddagen.
– Så jeg føler der er kommet et stort og fedt reset. Det bør i den grad være med til at se frem ad og bare klø på.
Peter Feher var ude og sige at jeres form i efteråret ikke var optimal. Det afhjælper det nye setup med formiddagstræning vel så på?
– Det fodbold Peter vil spille er meget anderledes end det som Lønstrup gerne ville spille. Der er mange aspekter i spillet som bare er meget anderledes.
– Den måde som Peter gerne vil spille fodbold på og som han prøvede af til sin allerførste kamp mod Silkeborg, der fandt han ud af, at den mentalitet og tilgang han kom med var fundamental anderledes og det tager bare noget tid at arbejde med.
– Så jo formen er helt klart en af dem. Han vil gerne højere op på banen og presse, og mere ud over stepperne, hvor Lønstrups stil var lidt mere boldbesiddende og kontrollerende.
– Det arbejder vi så på nu og der er det bare godt med fuldtidssetup, hvor vi træner mere.
– Vi træner de der seks gange om ugen, hvor vi tidligere trænede fire gange. Der er mere tid at gøre det på. Hver dag har en styrke session, hver dag har noget pulsorienteret, så man føler det egentlig ikke, som hvis det havde været med fire træninger. Der er bare mere tid at arbejde på.
– Vi skal op i bedre form end vi var, men det bliver gjort på en fin måde. Man skal jo også passe på, som der også bliver lagt meget vægt på, at når man rykker træningsmængden så meget for en trup, der fysisk ikke har været vant til det, så skal man også passe på skader.
Så det er hele tiden at være på vægtskålen for trænerne.
Hvordan tager man højde for overbelastningsskader?
– Vores nye fysiske træner Casper Skovgaard, en super dygtig. Hver dag har trænerne møde, hvor de planlægger næste dags træning i forhold til hvor meget truppen er blevet belastet.
– Hver evig eneste dag møder spillerne ind om morgen og så skal vi testes, hvis vi har noget.
– Her bliver vi måske stoppet, hvor det før var vores egen beslutning om vi kunne spille og træne.
– Vi skulle mærke efter egen krop. Man kunne godt tænke, jeg må hellere træne for hvis min konkurrent har en god træning, så spiller han i stedet for mig på søndag. Hvor nu, der har man slet ikke valget.
– Man bliver testet. Jeg har f.eks. problemer med baglåret. Der er ikke den styrke der skal være, så træner du bare ikke. Sådan er det bare, bum.
– Det er et kæmpe step op. Da jeg kom tilbage her havde jeg nogen skavanker, så det tager jeg med fyssen. Før var der ikke tid til at tage sig af den enkelte på den måde.
– Så man halvere også bare sin skadesperiode fordi der er tid til at have fingeren på pulsen.
De her træningskampe er vel ens for både jer og jeres træningsmodstandere, herunder Helsingborgs IF lørdag. Man bliver haglet igennem i opstarten, så det er med lidt tunge ben man spiller?
– Jo, vi får at vide vi skal lægge hovedet derhjemme for det handler bare om at sprinte og blive kørt igennem, men jeg synes så det er den fedeste opstart vi nogensinde har haft pga. vi nu kører det nye fuldtidssetup med træning om formiddagen.
– Vi skal ikke ud og vinde for en hver pris, det gælder også Helsingborg. De er også i gang med at komme i form.
Du var ikke med mod AB, hvad er status på din egen situation?
– Jeg er heller ikke med i morgen (mod Helsingborg, red). Det er så også sidste kamp, jeg ikke er med.
– I princippet er jeg smertefri nu, men qua det vi lige har talt om, så havde jeg formentlig fået lov til at spille sidste år, men ikke i morgen.
Det spændende forår
Her fem uger før sæsonstart, hvad tænker du så om den forestående forårssæson? Ryster du på hånden eller hvordan?
– Nej, det har jeg aldrig nogensinde gjort. Hele truppen tager situationen bundalvorligt og ved at vi skal ud og ændre på det.
– Jeg ville være nervøs, hvis jeg følte vi skulle ud og overpræstere. Det føler jeg ikke vi skal. Jeg føler vi skal ud og levere det vi kan, så kravler vi stille og roligt op igennem rækken. Det skulle vi meget gerne gøre.
– Vi skal starte med at have en målsætning, der måske hedder at ligge nummer ni, så må vi æde dem og alt efter hvornår det sker, så er det videre derfra.
– Vi skal ikke kigge efter andre eller tale om at vi skal så og så højt op i tabellen. Det skal vi slet ikke ud i.
– Ryster på hånden? Langt fra! Vi har en trup, der er en del bedre end der hvor vi ligger. Det vil de fleste af de andre hold også sige.
– Jeg er meget fortrøstningsfuld.
De andre hold i rækken skuler vel også lidt til Helsingør. Der skal ikke mange kampe til før verden ser helt anderledes ud, når det er så tæt en række?
– Nej, det er fuldstændig rigtig. Vi kan bare ikke tillade os at tænke sådan. Vi skal tænke på Thisted ude i den første kamp, som var det Barcelona vi skal møde.
– Der er langt op til Thisted og vi skal sandsynligvis spille på en bane, der bærer præg af årstiden.
– Det er bare 100 procent fokus på den kamp, også skal vi bare vinde 4-0, 1-0 eller 7-3. Jeg er ligeglad.
– Vi skal bare vinde den kamp der, og så er man i gang. Det er det eneste vi kan tillade os at tænke på lige nu.
– Man skal ikke kigge på andre resultater, vi skal bare have fokus på os selv, slutter en optimistisk og fokuseret Anders Holst til Gjallarhornet.