Inden kampen mod Herlufholm lå FC Helsingørs U14 piger på en flot 4. plads i Øst-Danmarks bedste række og var ubesejret på hjemmebanen. Resultater, som skulle forsvares i lørdagens kamp på Snekkersten Idrætscenter.
FC Helsingør pigerne startede med samme gode selvtillid og spil fra Roskilde kampen ugen før. Det var dog med Olivia Bertham på venstre side i angrebet, i stedet for Caroline S. Jensen, som stod over. Det skulle vise sig at være en opgave, som Olivia var mere end klar på. Allerede i det 4. minut slap hun fri af sin markering og satte den flot ind i det lange hjørne. 1-0 til FCH.
FCH pigerne fortsatte presset og i det 13. minut bliver Olivia spillet helt fri af Ulrikke Grauballe og sætter den køligt ind helt ude ved stolpen denne gang i venstre side. I det 26. minut kombinerer de to angribere igen og Olivia får sit hattrick. 3-0 til FCH.
Takket være et bundsolidt forsvar og en flot spillende FCH-keeper Emma Stuckmann er der fuldstændig styr på Herlufholms Alberte Amby Frederiksen, som inden weekendens kamp var turneringens absolutte topscorer med 8 mål.
Efter pausen kom alle tre FCH indskiftere på banen. Ændringerne påvirkede spillet og tempoet faldt. Alberte Amby Frederiksen begyndte at vinde et par bolde på midtbanen og kombinere med sin angrebspartner Line Sørensen. I det 62. minut blev det til en reducering til 3-1. De sidste 10 minutter af kampen sidder FCH-pigerne på alt med store chancer til både Ulrikke Grauballe og Alma Aagaard. Kampen ender dog 3-1, og pigerne er fortsat ubesejrede hjemme.
Tre ugers pause i kampprogrammet giver pigerne mulighed for at være max klar, når FC Nordsjælland kommer på besøg i Snekkersten Idrætscenter lørdag den 27 oktober, kl. 13.30.
Billeder og kampreferat er leveret af FCH Talent Piger.