Hillerød Fodbolds Oliver Basse: Vi tror på sejr, selvom det bliver svært mod Helsingør

Foto: www.sportsfoto.clausbirch.dk

Af Dennis Hynnecke

Oliver Basse skiftede FCH U19 ud med Hillerød Fodbold og 2. Divisionsfodbold denne sommer. I morgen venter der så et gensyn og et topopgør med hans gamle klub FC Helsingør, som han nåede at spille en enkelt sæson for inden skridtet til seniorfodbold skulle tages denne sommer.

 Han har da også kun positive ting at sige om sit år på FCH U19-holdet

– Jeg havde personligt et rigtig godt U19-år i Helsingør, hvor jeg synes vi havde en spændende trup. Vi var mange spillere, som forstod hinanden rigtig godt og begyndte efter de første par måneder at spille endnu mere af den fodbold man ligesom godt kan lide at se på rent teknisk.

– Vi fik da en del gode resultater og kom langt i DBU Pokalen, hvor der flere gange var Helsingør-fans ude og støtte os bl.a. nede i Roskilde. Vi røg desværre ud til Hvidovre i Semifinalen, men jeg synes vi fik rigtig meget ud af det.

– Det var det første år at FCH U19 spillede i U19 Divisionen, så det var rigtig positivt. Vi slog Randers på hjemmebane og Brøndby Masterclass i DBU Pokalen.

Den unge midtbanespiller har været fast mand fra start i sæsonens tre kampe for Hillerød-klubben, der har budt på tre sejre og ser frem til mødet med FC Helsingør, hvor storebror Mikkel også spillede frem til i sommer.

Du fik din debut for Hillerød på Østerbro Stadion, hvor I vinder 5-1.

– Ja, lige præcis. Vi spillede mod B93 og spillede faktisk en rigtig fornuftig kamp. Det var også 90 minutters fight, der gjorde at vi fik så positivt et resultat. Det var der ikke lige nogen, der havde regnet med i klubben.

– Det blev et godt afsæt for de to kampe, der kom efterfølgende, hvor vi fortsatte de gode takter inde fra Østerbro Stadion.

 

Foto: www.sportsfoto.clausbirch.dk – Brødrene Mikkel og Oliver Basse var for første gang på holdet sammen, under træningskampen mellem Fremad Amager og FC Helsingør den 2. februar 2019 i Sundby Idrætspark.

 

Hvad er dine tanker om kampen i morgen mod FC Helsingør, som jo er et topopgør?

– Nu siger du jo topopgør. Jeg tror ikke der var så mange i Hillerød, der troede vi ville ligge på 1. pladsen efter tre kampe.

– I og med at det er ens gamle klub er det da utrolig spændende, men det også bare en kamp ligesom alle andre, hvor vi vil forsøge at gå ud og holde fast i vores gode takter og arbejde hårdt som et hold. Ligesom i de tre første turneringskampe.

– Men det er da klart at det bliver utrolig spændende at møde Helsingør, også i og med de lige har været i Superligaen. Det er jo det største hold i 2. Division.

– Alle klubber har jo respekt for hvad de har opnået, så det bliver da rigtig spændende.

 

Hvad er et godt resultat for Hillerød Fodbold i morgen?

– Vi ved at det bliver svært. Det er kun to år siden de var i Superligaen og der løber selvfølgelig nogen spillere rundt med kvalitet der. Det ved vi alle sammen. Samtidig er det heller ikke en kamp, vi går ud og frygter, så vi håber og går efter de tre point.

– Men jeg vil da også tro at de fleste her vil være tilfredse med en rigtig god præstation, og så må vi se hvad kampen ender. Ligegyldigt hvad, så gælder det om at vinde alle kampe og det er det vi går efter i Hillerød.

– Det bliver en hård fight, men også spændende. Man håber jo der kommer en masse på stadion. Det er en topkamp og vi ligger jo ikke så langt fra hinanden de to klubber, afslutter Oliver Basse til Cementen.

Cementen 2021. Alle rettigheder forbeholdt.

Cementens nyhedsbrev

Få artikler og fanpodcast i din indbakke