Foto: Brønshøj Boldklub
Af Morten Højer Mathiesen
På fredag d. 27. september får vi besøg af en landets ældste traditionsklubber – BK Frem.
Grundlagt i 1886 var Frem i mange år sammen med KB, AB, B93 og lidt senere B1903 alt dominerende i dansk fodbold. Der var københavnsk monopol helt frem til 50erne, hvor bl.a. Køge, AGF og Esbjerg fik titlerne flyttet til provinsen.
Frem startede, som de fleste københavnerklubber, ud på Blegdamsfælleden (nuværende område ved Fælledparken og Parken) og flyttede i to omgange ud mod Sydhavnen/Valby, hvor de i dag stadig holder til i Valby Idrætspark med deres ikoniske klubhus fra 1942 som et historisk vartegn.
Frem har vundet 6 guld-, 11 sølv- og 9 bronzemedaljer – hentet 2 landspokalsejre og tabt 3 finaler. Klubben har haft 60 landsholdsspillere og er repræsenteret i Fodboldens Hall of Fame med 4 spillere. Så historien er på plads.
Desværre vandt de sidst guld i 1944, sølv i 1976 og bronze i den korte 1992 forårssæson. Sidste pokal triumf var i 1978, efter 3 kampe mod Esbjerg! og sidst tabte finale i 1981 (mod Vejle). Sidste landsholdsspiller i Frem trøjen var Michael Mio Nielsen i 1993. Så rent sportsligt har klubben gennemgået en ligeså historisk nedtur, der er faldet godt sammen med indførslen af betalt fodbold i Danmark, og i øvrigt har ramt både KB, AB, B93 og delvist B1903 meget på samme måde. Pludselig stod penge over historie og klubfølelse, og det har klubbens fans håndteret en del bedre end klubben selv.
Jeg blev Frem-fan en efterårsdag i 1972, hvor min far tog mig med i Valby Idrætspark. Jeg husker hverken modstanderen eller resultatet, men jeg var forelsket i de blå- og rødstribede trøjer, og i spillere som Ole Mørk (som jo også blev træner i Helsingør), Leif Prinzlau og Flemming Ahlberg. Målmanden var Valdemar Hansen – og det betød noget, da jeg allerede som 6-årig selv var blevet sat i kassen.
Siden den dag, har jeg hvert år, på nær 1991 hvor jeg var i USA hele året, minimum været i Valby Idrætspark 2 gange om året – også de 10 år jeg boede i Jylland. Gennem op- og nedture, fra Superligaen til Københavnsserien.
Der har været gode hold og dårlige hold – men altid en fantastisk stemning fra fangrupper, der har varieret i størrelse men aldrig i engagement og underholdningsværdi. I mange år skulle man være forsigtig med ikke at blive skæv, når man gik forbi kernetilhængerne på hovedtribunen. Røgen fra de hjemmerullede var så tyk, at det til tider var svært at se banen.
Kvaliteten af klubbens spillere er gået fra den bedste vinduesplads i butikken til et fugtigt lokale i kælderen, dette demonstreret af udviklingen fra Pauli Jørgensen (44 mål i 47 landskampe), til ”Lange” John Hansen fra OL 48 bronzeholdet, som opnåede legendestatus i Italiensk fodbold over førnævnte Ole Mørk og de spillere jeg selv har fulgt.
Jeg så Per Wind debutere som 17-årig i 1973, og udvikle sig til et rent klubikon med 590 kampe (2 landskampe) og den sidste kamp så sent som 1998. En fantastisk målmand med et langt virke i staben hos FCK, og ikke mindst som far til pt. skadede Jonas Wind. Frem hentede det unge angrebstalent Kim Vilfort i Skovlunde og han scorede 93 mål i 151 kampe før Sochaux hentede ham til Frankrig, hvorfra Brøndby hentede ham tilbage og omskolede ham til den hårdt arbejdende midtbanespiller han også var på landsholdet i mange år. Men som ung var han en slags Erik Bo (Røde Romario) – bare med teknik.
Fra det sidste bronzehold i 92 husker vi Michael Mio (senere FCK) og trioen af Dan Eggen, Søren Colding og Thomas Thøgersen som dominerede i Brøndby og på diverse landshold. Fra det sidste superligahold husker vi ikke rigtig nogen og den sidste kendte spiller til at komme fra klubbens talentskole er Nicki Bille – og så kan man sidde og tygge lidt på det……
Efter at have været en del af landets bedste række til og med 1960, var Frem et par korte omgange nede i den næstbedste – men altid hurtigt tilbage på toppen. Efter bronzen i 1992 rykkede man imidlertid ned igen og gik derefter konkurs. Dette betød tvangsnedrykning til Danmarksserien og status som amatørklub.
Ret hurtigt kæmpede Frem sig tilbage til divisionerne og det blev til en enkelt sæson i superligaen i 2003/04. Derefter nogle svingende år i 1. division før klubben igen gik konkurs i 2010. Da Frem på det tidspunkt allerede lå til sikker nedrykning, blev man rykket helt ned i Københavnsserien. Her mødte man for første gang naboklubben Fremad Valby (fra 1904). Det trak 1.200 tilskuere i dårligt vejr – i Københavnsserien! – så opbakningen var stadig i orden. Igen kom Frem ret hurtigt tilbage til divisions fodbold og har siden været fast inventar i 2. division øst.
Efter en skidt sæsonstart har de sidste 3 kampe givet Frem 7 point, herunder en uafgjort mod Vanløse med en mand i undertal hele 2. halvleg, samt en glimrende hjemmesejr over Brønshøj som jeg selv havde fornøjelsen af at overvære. Og selvom Frem bør være en overkommelig modstander på hjemmebane, så kommer de med noget af den samme fysik som vi så i vores nederlag i Brønshøj og med en ”vi-gi’r-aldrig-op” indstilling – så byens stolthed skal rulle ærmerne op og være klar til at give den fuld gas, hvis der skal 3 rare point på kontoen.
Jeg tror også vi kan forvente besøg af en gruppe fans, der tager kampen op med vores, så stemningen kan blive lidt ud over det sædvanlige.
Lad os tage godt mod både spillere og fans fra en af landets store traditionsklubber – og vise dem vores stærke nordsjællandske fankultur.
