Randers optakt – Holm: Vi er spændte og glæder os

Foto Claus Birch
Interview Dennis Hynnecke

 

FC Helsingør-kaptajn Andreas Holm har været ude med en skade siden oktober. Udover at han knokler med sin genoptræning, så har han også de sidste par måneder siddet med på bænken, når holdkammeraterne spiller kamp.

CEMENTEN fik en snak med ham forud for den vigtige kamp søndag mod Randers om stemningen i truppen og så har han også en bøn til klubbens fans.

Hvordan er stemningen i truppen her forud for Randerskampen?

– Man er spændt på det man går i møde, men samtidig glæder man sig til de her sjove kampe, der kommer nu med forhåbentligt mange tilskuere på stadion og masser på spil. I bund og grund er det den slags kampe man spiller fodbold for, dem der betyder noget, så der er god stemning i truppen og jeg synes folk virker fokuseret. Jeg glæder mig til de kampe her og er fortrøstningsfuld på holdets vegne.

Hvad er status på truppen, er alle mand klar?

– Douglas er i bedring, men det er dog meget usikkert om han bliver klar til i morgen, men ellers er alle klar og vi har heller ikke nogen i karantæne, så det er de optimale betingelser vi har med fuldt hold klar.

Kampen i mandags mod Hobro gav plads til en del ungdomsspillere og førsteholdsspillere, der ikke har fået så meget spilletid. Har 4-1 nederlaget haft nogen negativ påvirkning på selvtillid og holdmoral?

– Tværtimod vil jeg faktisk sige, der var nogen fra holdet som ikke har fået så meget spilletid, der blev testet og som spillede en god kamp. Der bliver brug for alle mand med så mange kampe på så kort tid, så jeg tror det var godt givet ud.

Hvad tænker du om de unge spillere, der fik chancen i mandags. Er der nogen, der begynder at nærme sig førsteholdet på fast basis?

– Frederik Roepstorff har jo været med i et stykke tid, så han begynder da at banke på. Jonathan Hilbert Eriksen på back´en og målmand Lukas Bornhøft Jensen fra U19-holdet er to spillere, der er stort potentiale i og så er Nicolas Hald Willumsen fra U17-holdet jo også en spændende spiller, en rigtig angribertype.

Randers FC kommer med to sejre i træk på hhv. 3-0 og 3-1 i bagagen. Gør I jer nogen tanker om det eller fokusere man bare på sig selv?

– Vi forbereder os altid på modstanderen uanset, hvem vi møder, men gør også en stor ære i at fokusere på os selv og vores egne kvaliteter. Jeg er af den overbevisning at hvis vi rammer vores topniveau – i morgen – , så har vi et højere topniveau end Randers har, men dermed ikke sagt at man vinder kampen fordi man har et højere topniveau. Det er dem der rammer dagen og er klogest.

Hvad er status på græstæppet på stadion?

– Banen bliver bedre og bedre i takt med at vejret også bliver bedre. Vi har jo fået den smadret på grund af vi spillede på den en måned længere end vi plejer fordi Superligaen først sluttede midt i december og når vi ikke har varme i banen, så det er præmissen.

Hvad er status med dig selv?

– Jeg er i klar fremgang, knokler på for at få comeback inden vi går på sommerferie. Det er ikke sikkert det kommer til at ske, men der bliver knoklet for det i hvert fald.

Hvad tipper du?

– Jeg tipper en 1-0 sejr til os og jeg vil sige at hvis den bliver 0-0, så er jeg heller ikke ked af det. Rent mentalt tror jeg det er bedre at spille 0-0 fremfor at vinde 2-1 fordi man ved at med 0-0, så skal man bare over og lave den ene kasse, så jeg håber på 1-0 eller 0-0.

– Jeg glæder mg til at se alle vores fans på stadion i morgen fordi det er afgørende for os og så håber jeg der kommer mange tilskuere, som vil være med til at bakke op fordi det bliver vigtigt. En god indsats fra jer fans præcis som I plejer, så skal vi nok også levere en god indsats, afslutter en optimistisk Andreas Holm.

CEMENTEN ønsker Kaptajn Holm det bedste med at blive klar til kamp og sender hans opfordring videre, så lad os få fyldt stadion og give de her drenge fuld opbakning.

Husk det er søndag kl.14.00. Dørene åbner allerede kl.12.00 og alle der kommer inden kl.13.00 får en gratis øl eller vand, hvor der også vil være DJ og stærke tilbud på kamptrøjer i fanshoppen.

Foto  Clausbirch.dk
Interview Dennis Hynnecke

 

Artiklen er oprindeligt publiceret på cementen.dk 5.maj 2018

Cementen 2021. Alle rettigheder forbeholdt.

Cementens nyhedsbrev

Få artikler og fanpodcast i din indbakke