Mogens Schuldt – Ildsjæl og frivillig igennem 55 år

Foto: Snekkersten IF

Af Dennis Hynnecke

I januar fik Mogens Schuldt overrakt Årets Særpris ved Helsingør Kommunes årlige Sportsgalla. I Helsingør Hallen blev han hyldet for sit frivillige arbejde i Snekkersten IF siden 1997. Men faktisk rækker hans frivillige indsats meget længere tilbage. Læs her om ildsjælens 55 år som frivillig.

Året er 1964. The Beatles er i fuld gang med, at tage verden med storm. De topper alverdens hitlister og udgiver i sommeren 1964, albummet “A Hard Days Night”. Beatlemania er i fuld udbrud.

Den engelske VM-eufori på hjemmebane, ligger et par år forude. Liverpool vinder det engelske mesterskab for sjette gang og mens det lokale flagskib, Helsingør IF, oplever et længervarende sportsligt lavpunkt uden for divisionerne, der fylder det meste af årtiet, så vinder Odense-klubben B1909 sit andet, og hidtil sidste, danske mesterskab foran AGF og KB.

Det er også det år, hvor en ganske ung dreng, indleder sin karriere som frivillig, der skal komme til at spænde over 55 år. En ildsjæl er født. Uden jo nok selv at vide det, det kommer først hen ad vejen.

60´erne – Assistenttræner i Hornbæk IF som 13-14 årig

Mogens Schuldt kommer til verden i 1951 og vokser op på Sauntevej i Hornbæk, lige over for den daværende fodboldbane. Da han er 13-14 år gammel, står nogle lilleputdrenge og mangler en assistenttræner i den lokale fodboldklub, Hornbæk IF. Mogens springer til og henover de følgende år påtager han sig forskellige opgaver i fodboldklubben. Han arrangerer i en årrække bl.a. et stort fodboldstævne for alle ungdomsholdene i klubben. Det bliver en stor succes og får tilnavnet “Verdensmesterskaberne”. Senere er han også som blikkenslagerlærling med til at bygge Hornbæk IF´s klubhus, som rykkede fra Drachmannsvej til Bøghsvej.

70´erne – Helsingør FC, tillidsposter i Postens Idrætsforening og Helsingør Firma Idræt.

I 1971 ringer bryllupsklokkerne. Mogens og frue flytter til Helsingør og da han får en henvendelse fra HFC, så siger han ja tak til at starte i klubben og påtager sig diverse opgaver.

Postens Idrætforening og Helsingør Firma Idræt.

Mogens bliver ansat i postvæsenet og i 1974 er han med til at reetablere Postens Idrætsforening. En idrætsforening for postetatens medarbejdere, hvor der tilbydes en bred vifte af idrætsgrene under den lokale firmaidræt og Postens Idrætsforbund.

Sideløbende med hans engagement i diverse lokale fodboldklubber, bliver han valgt ind i Postens Idrætsforenings bestyrelse. Først som kasserer og sidenhen som sekretær og formand, mens han dyrker firmaidrætten ved både at spille fodbold og billard.

Mogens træder samtidigt ind i bestyrelsen i Helsingør Firma Idræt. Her er han med til at bygge foreningshuset på Løvdalsvej, sammen med andre frivillige. Bygningen blev senere overtaget af Kommunen, som åbnede Skolen på Løvdalsvej.

Efter 26 år med tillidsposter og frivilligt arbejde for Postens Idrætsforening takker han af, da han tager afsked med sit job i postvæsenet i år 2000.

Mogens Schuldt i sin Snekkersten IF-trøje (Privatfoto).

 

80´erne – Ungdomsformand i Hornbæk IF og assistenttræner i HFC med Lars Dalsborg.

I slutningen af 70´erne flytter Mogens til Ålsgårde, hvor han melder sig ind i Frem Hellebæk, hvor han også melder sig under fanerne og giver et nap med. Det varer dog ikke længe, for i 1979 skifter Mogens tilbage til sin barndomsklub Hornbæk IF, hvor han går ind i bestyrelsen og bliver ungdomsformand. En post han bestrider i godt og vel to år, indtil han endnu en gang vender retur til Helsingør.

I starten af 80´erne får Mogens en kæreste, der spiller for Helsingør FC i Danmarksserien. Lars Dalsborg er træner og Mogens tager tjansen som assistenttræner, samtidig med han selv spiller for HFC.

90´erne – Ungdomsformand i Helsingør IF og en æra indledes i Snekkersten IF

Da Mogens Schuldts søn på 6-7 år, i 1990, starter i Helsingør IF mangler holdet en træner. Mogens træder til og overtager trænerroret for årgang 83´ og bliver sidenhen også valgt som ungdomsformand i klubben.

I 1997 starter Mogens Schuldt som frivillig i Snekkersten IF, dengang en forening med 300 medlemmer.  De næste 23 år skal han komme til at sætte sit store aftryk på klubben gennem sit engagement og frivillige arbejde. Han bliver en stor medvirkende faktor til, at foreningen vokser sig endnu større og i dag tæller Snekkersten IF mere end 800 medlemmer.

I årenes løb har Mogens Schuldt bl.a. siddet i Snekkersten IF´s bestyrelse og efterfølgende indtaget poster som ungdomsformand, sportschef og sidenhen som administrationschef. Han har både trænet pige- og drengehold i årenes løb og været tovholder på den årlige DBU Fodboldskole, samt en lang række andre projekter.

Ligesom han også arrangerede en stor vinterturnering, for pige- og drengehold på grusbanerne i Snekkersten igennem flere år. Et populært vinterstævne, der i de første år gik under navnet McDonalds Cup. Blev efterfølgende kendt som Bisgaard Cup. Derudover har Mogens arrangeret forskelige ture, som f.eks. når samtlige ungdomshold i Snekkersten IF tog til Lions Cup i Kalundborg. En tilbagevendende begivenhed.

Elite 3000 og Helsingør Kommune Talent

I 2005 ser Elite 3000 dagens lys. Den kommunale elitesatsning skal føres ud i livet og der skal etableres et fælles talentarbejde på tværs af klubberne, der i de første år tæller Helsingør IF, Vapnagaard FK 72, HFC, Frem Hellebæk og Snekkersten IF.

Mogens Schuldt skruer ned for aktivitetsniveauet i moderklubben Snekkersten IF og helliger sig arbejdet med at få opbygget og skabt et talentmiljø på tværs af klubberne, helt fra bunden af, og han bærer en stor del af æren for, at der blev skabt et fundament for den videre talentudvikling og vi i dag har et FCH Talent, der de senere år har rykket sig markant og som man kan være rigtig stolt af her på egnen.

Efter tre år med Elite 3000, takkede han af i 2008 og vendte tilbage til opgaverne i Snekkersten IF, hvor han med tiden først blev sportschef og sidenhen administrationschef, som nævnt ovenfor.

I 2018 var han primus motor for at det fælles talentarbejde med pigerne blev skudt i gang, da de tre moderklubber Espergærde, Hornbæk og Snekkersten indledte et samarbejde på pigesiden med tre årgange i FC Helsingør-regi.

 

Mogens Schuldt får overrakt Årets Særpris ved Helsingør Kommunes årlige Sportsgalla (Foto: Snekkersten IF).

 

Anerkendelse og et pludselig farvel til frivilligt arbejde

Mogens Schuldt har modtaget flere priser for sit store frivillige arbejde igennem årene. I 2002 fik han overrakt Lederprisen af S.I.F.´s Venner.

På Kommunens Sportsgalla i 2012 fik Mogens overrakt prisen ´Du gør en forskel´ 2011. Prisen gives af Helsingør Sports Union og Danmarks Idræts-forbund. En pris, der uddeles til en lokal idrætsleder, som har gjort en særlig indsats for den lokale idræt. “Siden 1997 har Mogens været engageret i klubben, hvor han lægger omkring 20-25 timers frivilligt arbejde om ugen. En indsats som er uvurderligt.” lød en del af begrundelsen.

Han blev i 2015 udnævnt til æresmedlem i Snekkersten IF og i 2019 blev han tilkendt Erik Asmunds Rejselegat, som uddeles af DBU Sjælland. Med anerkendelsen følger der diplom og 10.000 kroner, som skal gå til en spændende fodboldrejse.

Virkeligheden ramte hårdt for Mogens Schuldt, der ud af det blå blev ramt af en blodprop i efteråret 2019. Et wake up call om at skrue ned for blusset og som konsekvens heraf indstillede Mogens Schuldt øjeblikkeligt sit frivillige arbejde efter 55 års tro tjeneste.

Et stop, der ikke er helt nemt, når man har været vant til, at have fingeren på pulsen og føre projekter ud i livet, fortæller Mogens Schuldt selv til Cementen. Han er dog er standhaftig og afholder sig fra at vende tilbage, til de faste tunge opgaver, men hjælper stadig i Snekkersten IF Fodbold, med nogle små afgrænsede opgaver!

En ildsjæl, hvis bidrag og indsats igennem 55 år, har været til gavn og glæde for en masse mennesker i generationer og i årene frem.

Mogens Schuldt fylder 69 år i marts måned.

Cementen 2021. Alle rettigheder forbeholdt.

Cementens nyhedsbrev

Få artikler og fanpodcast i din indbakke