Brabrand IF – Så er det NU!

Foto: Brabrand IF Fodbold

Af Morten Højer Mathiesen

LÆS optakt til endnu en ”sæsonens vigtigste kamp”, inklusive opdateringer fra begge trænere.

Allerede onsdag aften skal FC Helsingør i kamp igen.

Som i lørdags går turen til Aarhus, denne gang til Brabrand, hvor vi skal op mod oprykningsspillets nr. 3 (de overhalede Middelfart i lørdags).

I optakten sidst skrev jeg, at det var sæsonens vigtigste enkelt kamp – og havde vi fået point med, så havde det været sandt. Men med 4 kampe og et forspring på 2 point, så er det altså kampen på onsdag der bliver sæsonens vigtigste! Dels for at bevare førstepladsen i kampen om oprykning, og dels for at få holdet og spillet tilbage på niveau.

Brabrand har i mange år været et solidt divisionshold, og sidste år var de kun ét point efter Kolding i kampen om den sidste oprykningsplads. Også i denne sæson har de leveret godt, og mange nævner at de besidder de samme fysiske dyder som Aarhus Fremad.

Men nu er det altså NU! FC Helsingør skal tilbage på det niveau, som vi har set tidligere på sæsonen – og atter vise evnen til at vinde fodboldkampe. Der er ikke noget holdbart alternativ…..

Brabrand gennem tiderne

Grundlagt i 1934 var Brabrand nærmest den perfekte serieklub i 70 år.

Med ansættelsen af Lars Lundkvist som træner op til 1999 sæsonen, blev der dog sparket en fantastisk udvikling i gang. På 5 år gik klubben fra serie 2 til 2. division – og siden 2004 har Brabrand konstant haft divisions status.

Det er endda blevet til 3 perioder (4 sæsoner) i 1. division (Nordic Bet Ligaen), senest i 2017/18 hvor holdet igen rykkede ned i 2. division. Som nævnt var man sidste sæson kun ét point fra Kolding på andenpladsen, så selv med amatørstatus er det en klub man skal regne med.

Holdet spiller på Brabrand Stadion med en kapacitet på bare 1.000 tilskuere, og der er heller ikke helt det samme fanmiljø, som vi selv kender, eller som vi f.eks. så hos Aarhus Fremad.

Jeg kan ikke finde så forfærdelig meget historik omkring klubben, men mener dog at huske at bl.a. Gunnar Lind (god karriere i AGF) har spillet der, ligesom Jens Stage (FCK og tidl. AGF) har været med som helt ung.

Anno 2019/20

Som nævnt er Brabrand aktuelt på 3. pladsen i oprykningsspillet med 35 point i 19 kampe. Målscoren er 37-26. Det er 9 point efter FCH og 7 efter Aarhus Fremad, så med 4 kampe skal meget flaske sig, hvis Brabrand skal blande sig i oprykningskampen.

De nævnes som et fysisk stærkt hold med en god disciplin, men tallene indikerer at deres offensiv generelt er bedre end defensiven. I hvert fald er de 3 mest scorende hold i rækken, mens de 26 mål i mod er den bløde mellemvare.

Jeg har ikke rigtig kendskab til de enkelte spillere i deres trup, men målene fordeler de godt imellem sig. 3 mand har scoret 5 hver; Mike Kaljo, Frederik Poulsen (karantæne onsdag) og trænerens søn; Anton Søjberg. Derudover har flere scoret 4 og 3.

Det lever meget godt op til klubbens generelle kultur, hvor kollektivet sættes højt.

Brabrand IF under kampen i Valby Idrætspark, hvor gæsterne vandt 1-2 over Frem (Foto: Brabrand IF Fodbold).

Hvad siger Brabrand træner Tom Søjberg om kampen på onsdag?

”Jeg forventer en god kamp, og at vi kan byde FC Helsingør op til dans”.

Tom Søjberg, der har været i Brabrand siden 2013, mener at de har alt at vinde, og at det præcis er hvad de vil forsøge på.

Vi har leveret rigtig god fight og indstilling i de sidste kampe mod Frem og Avarta, og det skal vi bygge videre på”.

Træneren tænker ikke længere i oprykning; der er for langt op med to hold så langt foran og kun 4 kampe. Men der skal bygges op til næste sæson, og Brabrand er ikke en klub, der lægger sig ned. ”Vi skal lære at vinde fodboldkampe – hver gang”.

Med amatørstatus er det dog stort set givet, at et par af de bedste spillere forsvinder hver sæson. I de 7 år Tom har været i klubben har man bl.a. afgivet 12 spillere til fuldtidskontrakter i andre klubber. Så udviklingsdelen er stærk, samtidig med man har formået at levere gode divisions resultater løbende.

Tom Søjberg nævner også, at en gruppe bærende spillere har været med 5-6 år, som selv er kommet gennem indskolingen som unge spillere. Det har den fordel, at de nu kan lære fra sig til de nye unge, så alle forstår hvad det krævet af hårdt arbejde – hver dag – for at være med på dette niveau. Klubben kan jo med amatør status ikke rekruttere opad i systemet, men bliver afhængig af at kunne udvikle helt unge spillere og dem fra de lavere rækker.

Til kampen onsdag har Brabrand et par af de rutinerede i karantæne, nemlig førnævnte Frederik Poulsen og Michael Kærgaard Pedersen. Træneren nævner, at de yderligere slås med et par småskader, som måske ikke når at blive klar.

Og hvad siger Morten Eskesen?

Han siger: ”Vi er klar!”

Lørdagens kamp er evalueret, og alle har fået en masse læring fra den. Bl.a. at vi igen skal få kampene over på vores præmisser, hvor der bliver mere fokus på spillet med bolden og mindre på duel spillet. Han erkender også, at vi var matchet hårdere end vi ellers har prøvet denne sæson.

Motivationen og indstillingen er helt i top. Alle har været forberedt på de forskellige mulige scenarier – altså også at vi nu står med et langt mindre forspring. ”Det er nu vi spillerne skal vise, at de også kan håndtere det, og være i det”

Man fornemmer stor fokus og lidt sammenbidthed. Ikke så meget snak; nu skal vi ud og vise hvem vi er.

Morten fortæller at både Bay og Lange fortsat er ude med skader, og at Kritte i lørdags brækkede kravebenet, så han sidder også ude.

Til gengæld er Norouzi atter til rådighed efter overstået karantæne.

Cementen er med i Brabrand, og sørger for dækning før, under og efter kampen. Følg med på vores Facebook fra onsdag eftermiddag. Det bliver GODT.

FORZA FCH!!!

Cementen 2021. Alle rettigheder forbeholdt.

Cementens nyhedsbrev

Få artikler og fanpodcast i din indbakke