Foto: Cementen
Af Morten Højer Mathiesen
Vi er tilbage på Fortet fredag aften kl. 19.00.
Med bare ét point i hjemmekampen mod Hvidovre IF booker FC Helsingør med sikkerhed en plads i Top-6 og oprykningsspillet – men hvorfor lade sig nøje?
Læs hvad Morten Eskesen tænker om kampen og status på de to hold – få også overblikket over stillingen og 21. runde i grundspillet her i Cementens optakt.
21. spillerunde:
12/3 kl. 19.00 FC Helsingør – Hvidovre IF
- FCH kvalificerer sig til oprykningsspillet med ét point, læs meget mere herunder!
13/3 kl. 13.00 Viborg FF – Esbjerg fB
- Rundens absolutte topbrag. Viborg kan trække seriøst fra, EfB kan få kontakt eller miste 2. pladsen. Meget på spil i Viborg.
13/3 kl. 14.00 Hobro IK – Silkeborg IF
- Hobro skal stabilisere sig under ny træner, Silkeborg skal bare have point for at hænge på i oprykningskampen.
13/3 kl. 15.00 HB Køge – Kolding IF
- HB Køge er på en helt klar Top-6 mission mens Kolding stadig leder efter point i foråret.
14/3 kl. 13.00 Fremad Amager – FC Fredericia
- Får kampen en vinder er FCH i oprykningsspil uanset hvad. Vinder Fremad Amager er de næsten sikre pga. målscoren. Og de skal til Silkeborg i sidste runde.
14/3 kl. 15.00 Vendsyssel FF – Skive IK
- Vendsyssel kan for alvor komme væk fra nedrykningsstregen, og Skive kan åbne nedrykningen helt op igen. Nøglekamp i bundstriden.
Fredag d. 12/3 kl. 19.00 – Helsingør NY Stadion, FC Helsingør – Hvidovre IF
Selvtilliden er næppe blevet mindre efter sejren i Hjørring. 4 kampe og 4 sejre er de behagelige fakta i foråret. Hvidovre fik hul på bylden mod Kolding, men har hægtet sig af topstriden og må nu fokusere på at holde afstand til nedrykningsstregen.
Ét point i aftenens kamp er med sikkerhed nok for FCH til at kvalificere sig til oprykningsspillet, og hvis der findes en vinder i Fremad Amager – FC Fredericia, så er vi allerede med – selv uden point. Missionen er selvfølgelig selv at lukke det, og at få så mange point med som overhovedet muligt. Morten Eskesen sagde før foråret, at der spilles om 18 point, og at vi går efter dem alle. Det er stadig en realistisk mulighed.
10 indbyrdes opgør i en helt lige statistik. De første i 2010/11. 3 sæsoner sammen i 2. division øst og 1 sæson i 1 div. (18/19).
Sidste kamp var i 2. spillerunde i Hvidovre hvor vi vandt 3-0 i en flot kamp. Sidste hjemmekamp var i foråret 2019, hvor det ligeledes blev til sejr; 2-1.
Hvad siger Morten Eskesen?
Cheftræneren forventer at vi kan fortsætte det gode spil, og især spillernes gode måde at spille kampene på. ”Udover at vi vinder i øjeblikket, så kan vi også se at vi er helt i top på en række af de kampstatistikker vi har”. ”Blandt andet er vi stærke i vores høje pres, skud på mål, berøringer i feltet og i at bryde modstandernes boldbesiddelse”.
Morten mener også at det nye, mere fysiske, udtryk bunder i, at vi er blevet dygtigere til at spille i 1. division. ”Spillerne har lært hvad det kræver. De ved der skal lægges mere i tacklingerne, hvis man ikke skal sendes udover sidelinjen, og at bolden ikke skal satses hver gang”. ”Vi er lykkedes med at køre sejre hjem, på relativt tidlige føringer – det viser også en øget modenhed”.
Vi har i foråret kunnet spille med stort set samme forsvar og samme centrale midtbane. Det har styrket os. Som Eskesen siger; ”Kevin er en af rækkens absolut bedste målmænd, men i foråret også én af dem med absolut færrest redninger”.
Eskesen understreger, at græsbanerne, ikke mindst den i Hjørring, på denne årstid er svære at spille flot fodbold på. Derfor er det også vanskeligt at spille sig frem til mange store chancer hver gang. Han glæder sig til gengæld til at komme hjem på kunstgræsset fredag.
Om Hvidovre siger Morten; ”Et hold med mange fine spillere, som når de får det til at køre vinder kampene”. Det har kørt lidt i bølger denne sæson, og de er svære at forudse. ”De slår nogle af rækkens bedste hold ude, og taber så hjemme til et bundhold”. Cheftræneren forventer dog et motiveret og sultent Hvidovre hold, som ikke har fået helt nok ud af det i foråret til nu.
Morten Eskesen vil rigtig gerne have point fredag, og dermed selv sikre pladsen i oprykningsspillet, og en sejr sikrer os også 4. pladsen. Et resultat som alle på forhånd ville have kaldt ”helt fantastisk”.
Hvidovre IF – Status
Hvidovre er kommet lidt slingrende ind i foråret. Med nederlag ude til Viborg og Silkeborg samt et hjemmenederlag til Fremad Amager (blev spillet i Køge pga. baneforhold) SKULLE der point til hjemme mod Kolding i sidste runde. Tilbage på Hvidovre Stadion lykkedes missionen med to mål langt inde i 2. halvleg.
Hvidovre er dermed hægtet af kampen om Top-6 men i behagelig 9 point afstand til nedrykningsstregen.
Tilgange: Filip Djukic, målmand, tilbage fra et halvt års fravær som reserve i Fremad A.; Nicklas Halse, midtbanespiller fra Fjölnur, Island; Valdemar Frahm, forsvarer fra Sønderjyske U19 (anfører).
Afgange: Anders Randrup, forsvarer – stoppet.
Alt i alt en god kontinuitet i truppen hvor Djukic kommer ind i stedet for langtidsskadede Marco Brylov og hvor Nikolaj Agger er tilbage fra en lang skadespause.
Spillet har været lidt blandet i de første kampe og Hvidovre ligner et hold med kvalitet nok til overlevelse i rækken, men altså ikke helt med nok til den bedste halvdel.
Profilerne er bl.a. førnævnte Djukic i målet, Daniel Stenderup i forsvaret, som også kan score (2 i denne sæson) og Magnus Westergaard på midtbanen. Magnus har forlænget et lejeophold fra Lyngby. I offensiven huserer veteranen Kim Aabech (3 mål) sammen med topscorer Tobias Thomsen (6) og altså Nikolaj Agger, som dog næppe er helt i topform endnu.
FC Helsingør – Status
Som nævnt; ét point er nok, måske endda nul.
Med udgangspunkt i en ualmindelig solid defensiv og et hurtigt, optimistisk angrebsspil er ambitionerne dog større end det. Holdet vil gå benhårdt efter at gøre rent bord i de sidste kampe.
Kampen i Vendsyssel foregik mere i luften og i sammenstød end med egentlig sammenhængende fodboldspil. Dels var banen ikke til millimeter præcise flade pasninger og dels var viljen til at vinde større end evnen til at eksekvere – på begge hold. I den sidste ende havde FCH dog både de fleste og største chancer vandt derfor fortjent. Vendsyssel ville virkelig gerne, men FCH holdt dem fra det helt store, og efter føringsmålet tidligt i 2. halvleg kom hjemmeholdet ikke frem til meget. David Boysen kunne endda tillade sig at brænde en friløber på hjemmeholdets glimrende målmand.
Der var i Vendsyssel debut til vores estiske midtbanespiller Mihkel Ainsalu, og Frederik Bay kom sent på banen til hans kamp nr. 100 i FCH-trøjen – stort tillykke til begge. Også Eli Just bliv skiftet ind efter en længere skadespause.
Vi går ud fra at 4-2-3-1 opstillingen er aktuel igen fredag.
Vi forventer at komme med nogenlunde samme trup som i Hjørring. Lucas Haren, der måtte gå ud, er klar igen, mens Lange og Adamsen sandsynligvis må vente lidt endnu.
Cementen siger!
Alt andet lige er det én af de kampe, vi bare skal vinde.
Hvidovre har gennem sæsonen vist sig som et glimrende udehold, men med et koncept der virker og masser af selvtillid er det 3 point til FCH.
Vi skal gøre grundspillet helt færdigt og udbygge vores fine 4. plads, så vi kan drille de store hold resten af foråret.
Vi glæder os til igen at høre Kronborgs Drenge give den gas udenfor hegnet – og der er også plads til jer andre; med god afstand forstås!
Cementen kører Facebook Live optakt ca. kl. 18.00 og leverer live update fra kampen ligeledes på Facebook.
Forza FC Helsingør!