FC Fredericia – Endnu et skridt i den rigtige retning!

Foto: Cementen

Af Morten Højer Mathiesen

Fredag aften kl. 19.00 tager FC Helsingør mod FC Fredericia i forårets første hjemmekamp – og for begge hold er det endnu en kamp, hvor rigtig meget er på spil

Læs Cementens optakt her med status på holdene – se stillingen og rundens øvrige kampe.

Ikke mindst; se hvad cheftræner Morten Eskesen siger før slaget, der kan sende os rigtig tæt på oprykningsspillet.

STILLINGEN I 1. DIVISION EFTER 18. RUNDE

  1. Viborg 18 38-14 44 (Op)
  2. Esbjerg 18 29-16 42 (Op)
  3. Silkeborg 18 44-18 37
  4. Fremad Amager 18 37-21 27
  5. Fredericia 18 25-23 27
  6. FC Helsingør 18 26-26 26

——————————————————————————-

  1. HB Køge 18 19-22 25
  2. Hobro 18 27-33 22
  3. Hvidovre 18 21-35 19
  4. Vendsyssel 18 17-33 15
  5. Kolding 18 16-32 13 (Ned)
  6. Skive 18 14-40 7 (Ned)

19. SPILLERUNDE:

25/2 Kl. 19.00 Esbjerg – Silkeborg Vaskeægte topbrag hvor Silkeborg enten kan få kontakt til Esbjerg, eller blive sat seriøst af i oprykningskampen.

26/2 Kl. 18.00 Viborg – Hvidovre Sidste chance for Hvidovre for at hænge på i Top-6 kampen. For Viborg; én af dem der bare skal vindes.

26/2 Kl. 19.00 FC Helsingør – Fredericia Læs meget mere i denne optakt!

27/2 Kl. 14.00 Kolding – Skive Begge lagt ud med 2 nederlag i foråret. Kolding SKAL bare vinde for at holde kontakt med holdene over i tabellen.

28/2 Kl. 13.30 HB Køge – Vendsyssel Pres på begge hold; HB Køge for at hænge på i Top-6 kampen og Vendsyssel for at få lidt luft til nedrykningspladserne.

28/2 Kl. 15.00 Fremad Amager – Hobro Hobro med et svært slutprogram kan blive sat af her – Fremad Amager skal forsvare 4. pladsen.

FC Helsingør – FC Fredericia, Helsingør Ny Stadion, fredag d. 26/2 kl. 19.00

Fredericia gik ind i foråret som en klar nr. 4 i 1. division. Et par nederlag i de to første runder betyder bare, at taber de i Helsingør samtidig med at HB Køge slår Vendsyssel på søndag – så er holdet pludselig ude af Top-6! Ikke mange havde tænkt det med udgangen af efterårssæsonen.

Omvendt er FC Helsingør kommet glimrende i gang med 2 sejre i Jylland, og tilhørende clean sheets. Vi kan med en sejr overhale Fredericia i stillingen, og for alvor sætte kursen mod oprykningsspillet.

Head-to-Head

FC Helsingør og FC Fredericia har mødt hinanden 10 gange – alle i 1. division. Statistikken er meget lige. I vores oprykningssæson fik vi 7 point i 3 kampe, og i nedrykningssæsonen kun 1 point i 3 kampe. Seneste kamp var på udebane i efteråret, hvor FCH vandt 2-1 på to meget tidlige mål af Jeppe Kjær. Sidste hjemmekamp sluttede 0-0 i foråret 19.

I alt er der bare scoret 19 mål i de 10 opgør.

Sejre: 3 Uafgjorte: 3 Nederlag: 4 Målscore: 11-8

Det siger Morten Eskesen

Der er, forståeligt, fortsat stor tilfredshed hos cheftræneren.

Jeg synes stadig vi er et godt sted. Mange spillere performer på deres bedste, og der er en sund og skarp konkurrence om pladserne”.

Morten Eskesen fremhæver at de nye spillere er med til at give holdet et godt udtryk, og glædes f.eks. over det gode samarbejde mellem Nicklas Mouritsen og Carl Lange.

Om modstanderen Fredericia siger han: ”Vi skal møde et hold på vores eget niveau, lidt ligesom Hobro. Et hold der har været en del af toppen hele sæsonen, men lige nu skal til at kæmpe om Top-6 pladserne efter to nederlag til to af rækkens bedste hold”. ”De brænder et straffe 2 minutter før tid mod Esbjerg, og med et point der, havde starten været ok for dem”.

Han ser Fredericia som et dygtigt, boldbesiddende, hold.

Apropos nye spillere, så fortæller han, at både FC Helsingør og Fredericia i sidste weekend hver især kun havde 4 spillere i startopstillingerne, som også startede i den omvendte kamp i Fredericia. Så der er både til- og afgange samt skader, der sætter sit præg på holdene over en sæson.

Vi har været dygtige i transfervinduet og fundet de rigtige spillere til de rigtige plasdser”.

Alt andet lige så er planen at vinde på fredag og rykke forbi dem i tabellen!”

Carl Lange blev matchvinder da Helsingør besejrede Hobro i lørdags på DS Arena (Foto: Dennis Hynnecke/Cementen).

FC Fredericia – status

Efter nogle fornuftige træningskampe i optakten, er holdet kommet skævt i gang med forårssæsonen. En 0-4 lussing i Viborg og sidst et 0-1 nederlag hjemme mod Esbjerg. Bevares to af rækkens bedste hold, men for Fredericia, der velspillende overvintrede på en sikker 4. plads, er det skuffende med 0 point og 0 mål i de første kampe.

Holdet har givet ret mange chancer væk, men også selv tilspillet sig en del – den største i hjemmekampen mod Esbjerg, hvor Fredericia brændte et straffespark kort før tid. Cheftræner Michael Hansen kunne efterfølgende konstatere, at de nu har brændt alle de 3 straffespark, de har fået tilkendt i hans cheftræner tid i klubben. En bemærkelsesværdig, og trist, statistik.

Der har været lidt skift i spillertruppen:

Tilgange: Samson Iyede, angriber fra Fremad Amager

Mikkel Basse, midtbanespiller – var klubløs, men i høj grad en spiller vi jo kender i Helsingør

Leonel Montano, offensiv midtbanespiller på leje fra Vejle

Jeppe Gertsen, forsvarsspiller fra Silkeborg

Oliver Sørensen, midtbanespiller på leje fra FC Midtjylland

Afgange: Justin Shaibu, angriber der er købt af Lyngby

Agon Mucolli, offensivspiller og topscorer, solgt til Kristianssund BK i Norge

Lukas Enevoldsen, forsvarsspiller, der ikke fik forlænget kontrakt

Holdet har mistet det bedste offensive kort i Mucolli, og en anden kreativ kraft i Shaibu. Af de nye ser Iyede og Montano begge ud til at skulle spille en stor rolle i det offensive, men i de første kampe har ingen af spillerne set skarpe ud foran mål.

Forsvaret ser godt ud med anfører Christian Ege Nielsen og Tobias Anker, om end målmanden Sebastian Nybo ser noget usikker ud ved høje bolde i feltet – til gengæld både reaktionsstærk og god mand-mod-mand.

På midtbanen huserer Christian Tue Jensen, når han spiller, som en af holdets mere farlige spillere med 4 mål i denne sæson.

FC Fredericia der har ligget stabilt i Top-4 kan med et nederlag og en HB Køge sejr spille sig helt ned på 7. pladsen. Det lugter under alle omstændigheder af en ny sæson i 1. division – nr. 21 i træk.

FC Helsingør – status

Fremragende start på forårssæsonen med 6 point i to kampe og to clean sheets.

Forsvaret med Nicolai Geertsen og Nikolaj Hansen har set bundsolidt ud foran Kevin Stuhr Ellegaard, og resten af den defensive formation inkl. midtbanen løser også bare opgaverne.

Offensivt har vi ændret med en ny formation; 4-2-3-1, så vi har spillet med Callum McCowatt alene på toppen og Oliver Kjærgaard hængende lidt bag. Selvom McCowatt ikke har scoret, så får han skabt meget for de andre offensive kræfter, og i perioder har vi spillet noget forrygende fodbold – og lavet nogle mål

Der bliver stadig brændt lidt for mange af de store chancer, men det er klart pil opad i forhold til det meste af efterårssæsonen.

Fysisk ser holdet blændende ud. Kræfterne ser ud til at holde hele kampen, selv på tunge vinterbaner mod fysisk større modstandere, og det lover rigtig godt for de videre muligheder for at konsolidere Top-6 pladsen og kunne se frem til en række attraktive kampe i et oprykningsspil.

Vi døjer fortsat med langtidsskader til Jeppe Kjær og Dalton Wilkins. Jonas Henriksen er delvist begyndt at træne med. Sebastian Czajkowski, Eli Just og Christopher Petersen er på vej tilbage og træner, men vi ved endnu ikke om de er i spil til fredagens kamp. Philip Rejnhold udgik i Hobro med en hovedskade, men er helt klar igen. Anders Holst er også tilbage efter karantæne.

Vores prøvespiller; den estiske landsholdsspiller Mihkel Ainsalu træner fortsat med, men der er endnu ikke en afklaring på et evt. samarbejde.

Cementen Siger!

Nu skal der bygges på. En hjemmesejr mod Fredericia vil sende os godt på vej mod målet om Top-6 – og med et fornuftigt kampprogram de sidste 3 runder af grundspillet.

Cementen mener, at vi både offensivt og defensivt lige nu står stærkere end Fredericia.

Det er nu at truppen, inklusive de nye spillere, kan bevise at FC Helsingør er en naturlig del af det gode selskab.

Fredag forudser Cementen 3 point til kontoen – og en seværdig fodboldkamp mod en god modstander.

Der er stadig pladser udenfor hegnet!!!

Cementen er på med Facebook Live optakt fra stadion, og dækker også kampen med live opdatering på Facebook.

Forza FC Helsingør!

Cementen 2021. Alle rettigheder forbeholdt.

Cementens nyhedsbrev

Få artikler og fanpodcast i din indbakke