Glædeligt gensyn med Kasper Enghardt

FC Helsingør har skrevet kontrakt med klubbens tidligere anfører Kasper Enghardt, der kommer tilbage til Helsingør på en fri transfer fra Lyngby BK ifølge en pressemeddelelse fra FC Helsingør.

Kasper Enghardt fik sit gennembrud hos FCH i årene mellem 2011 og 2016, hvor han spillede 140 kampe for klubben, begyndende helt tilbage da den hed Elite 3000. I sommeren 2016 blev han solgt til Randers FC, hvor han hurtigt etablerede sig som en Superligaprofil.  Efter tre sæsoner vendte Enghardt hjem til Sjælland i 2019, hvor han seneste tørnede ud for Lyngby BK. 

Sportschef Brian Gellert er begejstret for at kunne byde Enghardt velkommen tilbage i klubben:
– Vi har altid håbet på, at Kasper kunne vende tilbage en dag. Og nu, hvor han havde kontraktudløb, ville vi gøre alt for at det kunne lade sig gøre. Det er en kæmpe dag for klubben, at en af vores største profiler nogensinde har valgt at komme tilbage til FC Helsingør. Det er en kæmpe cadeau for hele projektet og den sportslige sektors ry, at vi er lykkedes med at tiltrække en Kasper Enghardt i sin bedste fodboldalder. Det har så også kunne lade sig gøre fordi vores bestyrelse bakker op om det arbejde vi udfører i den sportslige afdeling, og støtter os hele vejen. Vi er meget stolte og glade for at Kasper har valgt os, i hård konkurrence med andre klubber. Det er stort for både klubben og byen. 


Kasper Enghardt er glad for at være tilbage, og sætter nogle ord på, hvad der trak ham tilbage til klubben:
– Det var meget på grund af projektet, spillestilen i klubben, og den gode bane man har fået heroppe. Jeg er en spillende midterforsvarer, der godt kan lide at gå med i spillet, så det passer godt til mig. Og så trak det også meget op, at jeg kunne mærke, at FC Helsingør ville mig meget, og har vist interesse i flere omgange, samtidigt med, at jeg et eller andet sted altid har tænkt at jeg skulle tilbage på et tidspunkt. Jeg kommer tilbage med en del flere års erfaring og fem år i Superligaen på bagen. Jeg er samme type fodboldspiller som da jeg tog afsted, ud over jeg måske nok er blevet klogere, og jeg glæder mig til at give tilbage til de unge gutter i klubben. 

Kasper Enghardt har skrevet en treårig kontrakt med FC Helsingør 

Cementen 2021. Alle rettigheder forbeholdt.

Cementens nyhedsbrev

Få artikler og fanpodcast i din indbakke