Helsingør IF og FC Helsingør – U15 og den gode historie

Af Rudolf Gottschalk, Cheftræner Helsingør IF U15/16

Helsingør IF oplever stor medlemsfremgang i ungdomsrækkerne og flot sponsorstøtte, samtidig med at moderklubben og førsteholdet fra FC Helsingør – FCH Talent – har fået udviklet et rigtig stærkt samarbejde.

Helsingør IFs U15 og U16 drenge, har fået nye træningsdragter og siger tak til Concord, der har sponseret dem.

Årgang 2003/04 er, ligesom flere andre årgange i klubben, vokset enormt. Det var derfor ikke let at finde en sponsor, der ville donere nyt tøj til alle 3 hold i årgangen, men det lykkedes med hjælp fra Mikkel Rahbek og Special auto trading i Espergærde at få doneret et generøst beløb til drengene.

Godt samarbejde mellem moderklub og elite overbygningen

Mikkel Rahbeks egen søn spiller i FC Helsingør, men er ikke førstevalg på målmandsposten. Derfor har han spillet en del kampe for HIF i efteråret. Samarbejdet imellem HIF og FCH fungerer fremragende på U15 årgangen, hvor trænerne er i konstruktiv dialog flere gange om ugen.

Det gode samarbejde imellem moderklub og elite overbygningen blev manifesteret ved, at en forælder til en FCH-spiller skaffer et sponsorat i den størrelse til drengene i moderklubben. Det er i den grad med til at bygge båndet mellem moderklubben Helsingør IF og førsteholdet fra FC Helsingør endnu stærkere.

Der hersker gensidig respekt og forståelse, og kommunikationen er i top, så spillerne fra både eliten og bredden bliver tilgodeset, ren win-win. Det har dog ikke altid været sådan. For blot et år siden, så tingene anderledes ud, men efter en lidt skæv start på samarbejdet, tog FC Helsingørs holdleder for U15, Kent Christensen, kontakt til undertegnede, cheftræner i Helsingør IF.

Vi blev hurtigt enige om at trække en streg i sandet og starte på en frisk, da det var i alles interesse, særligt spillernes. Pt. har 15 spillere fra FCHs U15 hold valgt at have moderklub i Helsingør IF, heriblandt Kents egen søn, hvilket bevidner, at samarbejdet fungerer og at der er tillid til hinanden.

Jeg vil gerne takke teamet fra FCH U15, der i den grad lever op til FCHs værdier og holdninger vedr. samarbejdet med moderklubberne.

Tak til Kent Christensen, der viste format til at starte på en frisk; tak til Marcus Uglebjerg, der trods sin unge alder, formår at udfylde rollen som cheftræner til fulde; tak til Kim Brøndsholm og Morten Mundus for at skabe et sundt træningsmiljø for de bedste spillere vi har. Rudolf Gottschalk Helsingør IF U15/16

 

Gjallarhornet modtager meget gerne relevante historier med lidt billedmateriale fra moderklubberne, som vi kan bringe. Mail til redaktionen@gjallarhornet.dk.

 

Cementen 2021. Alle rettigheder forbeholdt.

Cementens nyhedsbrev

Få artikler og fanpodcast i din indbakke