Foto: www.sportsfoto.clausbirch.dk
Af Dennis Hynnecke
Lucas Lodberg sagde farvel til FC Helsingør i starten af februar og har nu fået sin nærmeste fodboldfremtid på plads. Den 20-årige offensivspiller fortsætter karrieren i 2. Divisionsklubben FA 2000 på Frederiksberg, som han drager på træningslejr med søndag.
Det blev ikke til meget spilletid, for 20-årige Lucas Lodberg i den lyseblå, i det forgangne efterår. Blot en enkelt kamp, blev det til for klubbens førstehold og det var i pokalnederlaget i Gladsaxe, tilbage i starten af august.
Da der i slutningen af transfervinduet dukkede nogen muligheder op, valgte FC Helsingør og Lucas Lodberg derfor sammen, at ophæve kontrakten i begyndelsen af denne måned. Det fortalte Sportslig ansvarlig Brian Gellert til klubbens hjemmeside d. 4.februar og gav samtidig unge Lucas Lodberg disse flotte ord med på vejen.
– Lucas har arbejdet hårdt og professionelt i sin tid i FCH, og vi har været glade for at have ham her. Vi ønsker ham al muligt held og lykke frem over.
Var en tur forbi Hillerød Fodbold, inden turen gik til FA 2000 på Frederiksberg
– Dagen inden transfervinduet lukkede, der fik jeg at vide at FA 2000 gerne ville have mig. Og det takkede jeg nej til, til at starte med. Fordi jeg gerne lige ville prøve Hilllerød, fortæller Lucas Lodberg til Cementen.
– Jeg synes ikke lige, at Hillerød var det perfekte match for mig, så jeg har trænet med hos FA 2000 og det har jeg været glad for, forklarer han til Cementen og fortsætter.
– De har en masse gode spillere, som også har været i FCK og mange andre gode steder, og en pissegod træner, så det synes jeg bare var det rigtige.
Har du fået spillet noget træningskamp?
– Ja, jeg har spillet en halvleg, da vi mødte Karlslunde i tirsdags, hvor jeg gik ind og lavede en assist. Vi vandt 2-1.
Frederiksberg-klubben FA 2000 rykkede op i 2.Division, forud for indeværende sæson, for første gang nogensinde i klubbens kun 20-årige historie.
Oprykkerne har hentet flotte 19 point i efterårets 16 kampe og indtager pt. 8.pladsen, 10 point foran Skovshoved IF, som de møder hjemme på Frederiksberg Stadion, i forårets første turneringskamp.
Rejser på træningslejr med FA 2000 i morgen søndag
– Jeg rejser til Tyrkiet i morgen (søndag, red) med FA 2000, hvor vi skal på en uges træningslejr inden sæsonstart..
– Vi har to træningskampe i Tyrkiet mod bl.a. et ukrainsk hold, der spiller i den næstbedste liga derovre.
FC Helsingør og FA 2000 har allerede mødt hinanden to gange i grundspillet. Her blev det først til 1-1 på Frederiksberg Stadion i sæsonens 2.runde, tilbage i august, mens FC Helsingør vandt en overbevisende 4-0 sejr i returopgøret hjemme på Helsingør Stadion, i slutningen af oktober.
I første omgang handler det om, at sikre endnu en sæson i 2.Division for Frederiksberg-klubben, der dog kun har fire point op til Top 6 og altså Oprykningsspillet forud for forårssæsonen.
Lucas Lodberg ved dog godt, det kræver hårdt arbejde at få spilletid i sin nye klub, men han er naturligvis stærk i troen.
Hvad er din fornemmelse, kan du få noget spilletid på Frederiksberg?
– Ja, det håber jeg selvfølgelig på. Det er jo også derfor, jeg har valgt FA 2000.
– Det var også derfor, jeg valgte at ophæve min kontrakt (med FC Helsingør, red) fordi jeg bare gerne vil ud og spille, og så i 2.Division, slutter Lucas Lodberg overfor Cementen.
Lucas Lodberg rundede 20 år tilbage i november og fik sin fodboldopvækst i Espergærde IF, hvor han startede som 4-5-årig og spillede frem til hans skifte til Akademisk Boldklub som U15-spiller.
For tre år siden, i 2017, returnerede han til Helsingør, hvor han gik ind på FCH U19. Her var han en toneangivende spiller på holdet i U19 Divisionen, og var med i den flotte pokalkampagne i forrige sæson, hvor FCH U19 gik hele vejen til semifinalen i DBU Ungdomspokalen, efter bl.a. en imponerende 7-4 sejr over U19-drengene fra Brøndby Masterclass. Lucas Lodberg er noteret for tre kampe på førsteholdet i FC Helsingør.
Cementen ønsker Lucas Lodberg alt det bedste fremover på Frederiksberg og ser frem til at følge hans udvikling på Frederiksberg.