Optakt til Viborg FF kampen – De kan faktisk godt tabe!

Foto: Cementen

Af Morten Højer Mathiesen

St. Bededag drager FC Helsingør til Viborg – til en kamp mod det sidste hold vi ikke har besejret i denne sæson.

Og udgangspunktet er lidt forskelligt for de to hold.

FC Helsingør kommer fra deres allerførste sejr over Esbjerg fB efter 1-0 hjemme i fredags.

Viborg FF kommer med sæsonens første nederlag, 0-2 mod Silkeborg, efter 26 kampe (det var så Silkeborgs 13. sejr i træk).

Og dermed viser det sig jo, at Viborg KAN tabe. 19 sejre og 6 uafgjorte hentede de før det skete. Morten Eskesen og holdet har sat som mål, at der ikke er et hold vi ikke får point mod i sæsonen – og Viborg er det eneste vi mangler på listen.

Kampen fredag er den første af to chancer – den næste, og sidste, kommer allerede hjemme i Helsingør fredag d. 7. maj – men hvorfor vente?

Læs hvad Morten Eskesen tænker om kampen, status på holdene, stillingen og mere om rundens øvrige kampe i oprykningsspillet her.

Viborg er stadig i spidsen og FC Helsingør holder flot fast i 4. pladsen. Esbjerg har lidt travlt, hvis de ikke skal indløse billet til endnu en sæson i 1. division.

27. spillerunde – 5. runde i oprykningsspillet

29/4 kl. 19.00 Esbjerg fB – HB Køge

  • Sidste udkald for Esbjerg. 7 point fra oprykningsplads og næppe plads til flere fejl, hvis den ikke skal stå på 1. division igen efter sommerferien. HB Køge leder videre efter formen, og skal revanchere et kedeligt hjemmenederlig til Fredericia fra sidste runde. Mike Jensen er muligvis tilbage hos udeholdet efter skade.

2/5 kl. 14.00 FC Fredericia – Silkeborg IF

  • Fredericia kommer med selvtillid efter gevinster mod FCH og HB Køge. Men Silkeborg kommer med 13 sejre i træk og efter at have tilføjet Viborg deres første nederlag i denne sæson. Silkeborg kan tage et kæmpe skridt mod oprykningen med 3 point mere her. Fredericia har brug for noget i kampen om 4. pladsen.

30/4 kl. 18.00 Viborg FF – FC Helsingør, Energi Viborg Arena

Det bliver slutspillets sværeste opgør for FCH mod rækkens bedste hjemme hold. 12 sejre og 1 uafgjort er Viborgs udbytte hjemme på Energi Viborg Arena i denne sæson. Samtidig skal sæsonens første nederlag i Silkeborg hævnes.

Omvendt kan FCH spille helt frit og gå efter at få noget med hjem – og selv en uafgjort vil vel være en slags sejr, når det nu er på udebane.

Vi forventer ikke at Viborg kommer stormende ud med 120 km i timen, men de vil som sædvanlig gøre alt hvad de kan for at sætte sig på hele banen – og kontrollere kampene, som de har været så dygtige til. Holdet har bare været skarpt i begge felter i denne sæson, og det bliver en god test for den stærke 2021 defensiv FCH har udviklet.

FCH viser på den anden side, at topniveauet kan måle sig med alle i rækken, og i hjemmekampen før jul, havde vi i hvert fald fortjent det ene point. Efter en god stime i Jylland, har vi tabt de to sidste i Silkeborg og Fredericia, så det kan der passende rettes op på her.

Head-to-Head

Vi har mødt Viborg 7 gange – og faktisk aldrig vundet. Selvom vi slog dem i kampen om en superligaplads i 16/17. Her spillede vi 1-1 i Helsingør og 2-2 i Viborg hvorefter oprykningen blev sikret på reglen om flest mål på udebane. Naturligvis i en kamp der står lysende i FC Helsingørs historie.

I denne sæson tabte vi først 0-3 i Viborg og dernæst i sidste kamp før julepausen med 0-1 i Helsingør.

Så præcis som med Esbjerg har vi muligheden for, ikke bare sæsonens første sejr, men den allerførste nogensinde.

Hvad siger Morten Eskesen?

Cheftræneren siger: ”Det bliver lige så svært som statistikken siger. Det er et uhyggeligt godt hjemmehold, og det hold i sæsonen vi har haft det spillemæssigt sværest mod”.

Han mener, at vi har ligget bedre til f.eks. Silkeborg af topholdene. Men understreger også: ”Vi går ud for at ramme vores topniveau og få et resultat med hjem. Selv en uafgjort i denne udekamp vil jeg betragte som en sejr”. Og det kan jo altid forbedres yderligere næste fredag, når vi møder dem hjemme.

Eskesen udtrykker stor tilfredshed med sejren over Esbjerg sidst. ”Vi går ud og styrer kampen, sætter vores eget spil og holder dem generelt fra chancer. Det var en rigtig stærk indsats af holdet, og vi var spændte på hvor langt vi ville være fra Esbjerg – og lige nu er vi vist tæt på”. Morten glæder sig nu til at lave samme måling mod Viborg – og på udebane.

Den generelle udvikling af holdet over sæsonen har været god, og som Eskesen siger: ”22 point i 10 kampe i 2021 er jo et pointsnit, der i de fleste sæsoner ville række til oprykning. Så en stor indsats af holdet, men også et bevis på hvor stærke holdende på oprykningspladserne er i denne sæson”.

Cheftræneren er stolt over hvor godt det nye system virker, og spillernes evne til at udfylde rollerne. ”Vi har med Jeppe ude jo ikke topscorertype som Viborg har i Sebastian Grønning, men til gengæld er det en fornøjelse at se, hvor mange der byder sig til som målscorere”. Og ifølge statistikkerne så ligger FCH godt til i udnyttelsen af scoringsmulighederne. Så hvis vi ind i mellem brænder nogle store chancer, så scorer vi omvendt en del på de mindre – og dermed er vi ganske effektive. Og alligevel ser Morten gerne, at vi får lagt lidt på i slutproduktet på den sidste tredjedel af banen. ”Gerne med mål, men som minimum at vi får afsluttet flere angreb. Især så vi ikke mister bolden langt fremme så tit, og så bliver fanget med 5-6 mand helt oppe”.

Helt essentiel har udviklingen i defensiven dog været. ”Den har vi ramt virkelig godt efter nytår. Vi giver ikke meget væk, og vi har heldigvis været i stand til at stille lidt mere stabilt med de samme spillere – og det bliver en super test i Viborg”, slutter Eskesen.

Viborg FF- Status

Viborg kommer med sæsonens første nederlag fra kampen i Silkeborg.

De fører dog stadig rækken, og med 12 sejre og 1 uafgjort hjemme i 13 kampe, så skal vi forvente solid og kompetent modstand.

Det er svært at fremhæve dele af Viborg holdet. Forsvaret har været skarpt, og der er kun scoret 18 mål mod Viborg i 26 kampe. Midtbanen har domineret stort set alle kampe i sæsonen, og har i Jakob Bonde Jensen en farlig afslutter med 10 mål indtil videre. Helt fremme er Sebastian Grønning den store profil og 1. divisions topscorer med 15 mål – på trods af en lille pause undervejs. 54 mål har holdet scoret i alt.

Så alt i alt; Viborg er tårnhøj favorit og FCH må forvente vanskelige forhold – den samme kamp i grundspillet vandt Viborg 3-0.

Mads Lauritsen sidder over med karantæne.

FC Helsingør – Status

FCH kommer med første sejr nogensinde over Esbjerg i bagagen, og vil være ivrige efter at få det samme mod Viborg.

Igen i Esbjerg kampen fik holdet bevist, at når de rammer noget der minder om topniveau, så kan vi spille med mod alle hold i rækken.

Daniel Norouzi er ramt af karantæne til Viborg kampen efter gult kort mod Esbjerg, og det bliver spændende at se, hvordan Eskesen blander kortene på den centrale midtbane. Under alle omstændigheder kan holdet spille frit og satse lidt undervejs for at sikre en overraskelse. De ved at, de har kvalitet til at levere en kamp, der giver point.

Bortset fra de langtidsskadede og Norouzi skulle resten være i spil til truppen, så vi kan stille et konkurrencedygtigt hold.

Cementen siger!

Uh, den er svær!

Målet er selvfølgelig at få point, og ikke mindst at gøre en bedre figur end sidst vi spillede i Viborg.

Cementen siger, at holdet får slettet listen over modstandere med O point mod i sæsonen – og dermed mindst får uafgjort.

Cementen vil desværre ikke være til stede på Energi Viborg Arena, men kampen kan følges på Viaplay som vanligt, og på SKUM Ølbar (bemærk et begrænset antal pladser).

FORZA FC HELSINGØR!

Cementen 2021. Alle rettigheder forbeholdt.

Cementens nyhedsbrev

Få artikler og fanpodcast i din indbakke