Foto: Cementen
Af Morten Højer Mathiesen
Bliv klogere på fredagens modstander og se de to træneres forventninger til kampen.
Fredag aften får FCH besøg af Vendsyssel FF, og der venter en kamp mod en af rækkens mest ambitiøse klubber. Her ved man godt, at fødderne skal løftes lidt fra den nordjyske muld, hvis man skal bide skeer med de store – så det må vi nok forvente.
Vendsyssel har rejst sig, efter et 0-6 rædsels nederlag til Fremad Amager i 1. runde, med en 3-0 gevinst mod Hobro. FCH kommer omvendt med 6 point og 7 mål i de to første kampe. Som fan skal man lige knibe sig i armen, og ikke allerede nu tænke for langt frem – men bare nyde det, og håbe holdet giver os endnu en god oplevelse.
Forhåbentlig bliver vi op til 1.500 mennesker på stadion med super stemning og støtte til holdet.
En kort historie
Navnet Vendsyssel FF er fra 2013, og er et samarbejde på toppen af FC Hjørring fra 2006. Moderklubben er Hjørring IF der blev grundlagt helt tilbage i 1921.
Hjørring som fodbold by ramte 1. division i 09/10 sæsonen og har ikke været under det niveau siden. Klubben var i nogle år tæt på oprykning til superligaen, og i 2018 blev de nr. 3 og slog derefter Lyngby over 2 play-off kampe. Året efter rykkede de dog tilbage til 1. division efter nederlag i play-off kampe mod – Lyngby!
Sidste sæson blev en gedigen skuffelse, hvor klubben efter en svag start endte på 7. pladsen – hele 24 point fra oprykkerne fra Vejle og kun 11 point over nedrykningsstregen. Dette var langt fra ambitionsniveauet, der mere gik på hurtig tilbagevenden til det gode selskab.
Konsekvensen kan ses til den nye sæson hvor Johnny Mølby er afløst på cheftrænerposten af Lasse Stensgaard, og hvor der er rusket godt op i truppen.
Klubbens hjemmebane Nord Energi Arena blev opgraderet til 10.000 tilskuere i forbindelse med oprykningen til superligaen, og står som et flot moderne stadion. Tilskuerrekorden er dog beskedne 6.415 i en kamp mod de nordjyske rivaler fra Aab.
Vendsyssel i nutiden
Denne sæson er indledt med en pokalsejr over Ringkøbing, samt de førnævnte kampe mod Fremad Amager (0-6) og Hobro (3-0).
Klubben har ny cheftræner i Lasse Stensgaard og har netop tilknyttet Ove Christensen som chef for scouting. Ove har tidligere haft to perioder som cheftræner i klubben, og er nærmest ekspert i at genrejse hold, der hænger lidt. Mon ikke Ove bliver en værdifuld sparringspartner for den nye træner?
Efter den frygtelige sæsonåbner kom Vendsyssel ind til Hobro kampen med et helt andet udtryk, og det er nok mere det, vi kan forvente at se fredag. Hvis det holder, bliver det et fysisk stærkt hold, der dør med støvlerne på – men også et hold der kan spille fremad i et fint tempo.
På spillersiden genkender vi anfører Søren Henriksen, som vi jo selv har haft glæde af tidligere. Søren sad ude i kampen på Amager, men var tilbage i tirsdagens sejr. Af nyerhvervelser kan nævnes den estiske landsholdsback Henri Järvelaid, Anders Bærtelsen (Aab), Tobias Christensen (HB Køge, og tidl. FCH) samt Mikkel Agger (Viborg).
Til kampen fredag er en række spillere ude, herunder den normale første målmand Peter Friis Jensen men også Mikkel Wohlgemuth, Christoffer Boateng, Tobias Damsgaard og Morten Knudsen.
Og klubbens ambition er stadig uændret; oprykning. Så endnu et godt hold at måle os op mod.
Hvad siger Lasse Stensgaard
Efter kampen mod Hobro sagde Lasse til klubbens hjemmeside: ”Det var et godt statement”. ”Man kan lave et ”bounce back” på mange måder – ingen bedre end denne”.
Lasse havde den helt modsatte følelse end efter kampen på Amager, hvor hovedet var fyldt med bandeord. Han anser 0-6 nederlaget som en enlig svale, og en indsats vi ikke kommer til at se igen. I virkeligheden var det ret få ting, der gjorde udslaget i den første kamp, så der var blot tale om 3 ændringer i opstillingen til Hobro kampen. Det handlede mere om indsats og udtryk.
Lasse beskriver nøgleordene til den ønskede spillestil som ”Power & Energi” – og det var præcis det spillerne leverede tirsdag.
Efter den kamp handler det om hurtig nulstilling og opladning til fredagens kamp i Helsingør. Der er en københavner tur fra sidst der skal viskes ud, og Lasse mener, at hvis niveauet og indstillingen fra tirsdagens kamp tages med til Helsingør, så kommer de også hjem med 3 point.
Hvad siger Morten Eskesen
Helt naturligt er der i hele klubben stor tilfredshed med den flotte start på sæsonen. Cheftræneren hæftede sig i Hvidovre især ved, at holdet formåede at kontrollere og vinde kampen sikkert – også uden at være egentlig spildominerende.
Sidste sæson kunne vi stort set dominere alle kampe, men i år er det andre vilkår: ”Jeg er stolt over, at vi kunne tage arbejdshandskerne på, og kontrollere kampen ud fra at forsvare os, og så stadig være skarpe i det offensive”. ”Det giver en ny dimension”. Eskesen har også noteret at mange forskellige spillere præsterer, så vi ikke er afhængige af en enkelt eller få spillere. Vi har et meget homogent hold, der spiller og fungerer som et hold.
Mod Vendsyssel er vi på hjemmebane, og Morten ser gerne at vi fortsætter hjemmebanestilen fra den sidste lange periode. Altså god dominans, masser af chancer og mål. Han fortæller, at vi skal op mod et fysisk stærkt hold – mange store og høje spillere, så meget stærke i luften. Vi vil altså gerne have bolden ned, og løbe med dem i stedet.
Cheftræneren var på plads til Vendsyssels premiere i Sundby Idrætspark og siger at 6-0 nederlaget ikke var helt retvisende. 2. halvleg var helt jævnbyrdig – og til gengæld viser det jo klasse, at holdet rejser sig i kampen efter og slår nedrykkerne fra Hobro med sikre 3-0 hjemme i Hjørring.
Til sidst understreger Eskesen, at vi skal op mod en særdeles ambitiøs klub, som kun sigter på at etablere sig i Superligaen – og i den forbindelse har taget konsekvensen af en jævn sidste sæson. Der er nemlig både skiftet træner og købt godt ind til truppen.
Til gengæld kan han berette at der er masser af selvtillid og optimisme i truppen, så vi er klar til udfordringen fredag aften.
Cementen siger!
Før sæsonen var det én af de kampe vi mente skulle give point – det mener vi stadig.
Vendsyssel vil tørste efter at bevise, at de også kan på Sjælland, men FCH må omvendt komme med maksimal selvtillid – og har set skarpe ud.
Det bliver afgørende, at vi kan kontrollere forløbet og få spillet til at køre langs jorden. Jo mindre vi får mange bolde i luften og alt for meget duel spil, desto bedre muligheder vil vi have for en sejr.
Det kan blive et løft, at der lukkes flere tilskuere ind på stadion, så stemningen bliver endnu bedre.
Så alle mand om bord – på og udenfor stadion – og husk der igen er fanzone ved HIF’s klubhus allerede fra kl. 16.30.
Forza FC Helsingør!